Page 5 - Bogen Torsvang - En landsby i Hillerød
P. 5

 Indledning
Torsvang - en bydel i Hillerød - fortjener at få beskrevet sin historie. Indtil i dag nærmest et ubeskrevet blad i Hillerøds historie. Området lå uden for Hillerød som en ubetydelig enklave i mosen ved Tirsdagsskoven.
Vi besluttede i efteråret 2018 at tage fat på historien. Ikke fordi vi er historikere. Det er vi så langtfra. Christine er ingeniør og har boet her siden 1996, og Steen er advokat og konfliktmægler og kom allerede i 1991.
Fællesskabet omkring Torsvang blev skabt i kampen mod Nordeuropas største indkøbscenter på Møllebrogrunden - et projekt der udviklede sig fra 2008 frem til 2018, hvor det heldigvis blev afløst af 1300 boliger. Desværre endte det med højhuse, som slet ikke passer til Hillerød med slot og skove. Kort sagt så vi i øjnene, at vi ville blive opslugt af byen, og måske ville Torsvang og Tirsdagsskoven ende på samme måde, som det nu skete med Møllebrogrunden og halvdelen af Bøllemosen. Det måtte ikke ske. Vi bor i et fantastisk historisk område og har en fantastisk natur omkring os med Tirsdagsskoven og de grønne arealer syd for.
Vi erfarede gennem de mange års kamp mod Møllebro-projektet, at folk i Torsvang er noget særligt. Næsten alle blev engageret i fællesskabet, som opstod af denne kamp. Og fællesskaber har historie.
Det blev en fantastisk oplevelse at besøge og interviewe folk i Torsvang. Et stort og lærerigt arbejde. Vi gik på nettet og fandt alle offentlige arkiver om ejendommene og i folkeregistre for at finde frem til fortidens beboere. Vi opdagede, at der havde boet mennesker her i tusindvis af år, og at vi på den måde i virkeligheden befandt os på forfædrenes grund.
Nu giver vi det videre til alle, som også vil kende denne lille enklave i Hillerød. En fantastisk glæde for os og for de som bidrager og fortæller. Det er også en vigtig del af fællesskabet.
4



























































































   3   4   5   6   7