Page 22 - Torsvang - En landsby i Hillerød
P. 22
En lokal fortælling fra Odinsvej 2
Kirstine og maler Hans Hansen blev gift i 1921,og Hans adopterer Kirstines fire drenge. Sammen får de endnu fire drenge. Kristine arbejder på Sophienborg Teglværk og maler Hansen på Nordsten. Kristine blev kendt som røde Kristine pga. sit røde hår og pga. sine politiske holdninger. Hun lavede små dukker af stofrester, som blev solgt på Land og Folk festivaler for at samle penge ind. Hendes søn Tonny var aktiv i afholdsforeningen og var med til at oprette Danmarks kommunistiske Ungdom i Hillerød og senere i 1935-36 Danmarks Kommunistiske Parti. Tonny blev en meget aktiv frihedskæmper og var med til at organisere modstandsbevægelsen i Nordsjælland. Han blev fanget sidst i krigen og tortureret af Gestapo i Helsingør over længere tid, inden han blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Hans bror Charly var med til at få ham levende ud derfra. Tonny blev efter krigen gift med Cecilie - kaldet Lillemor, som også havde været aktiv i modstandsbevægelsen. Begge har fået et stræde i Hillerød opkaldt efter sig: Murer-Tonnys Stræde og Cecilie Lillemors Stræde. Tonny og Cecilie boede i Gadevangsvej 87 og fik 4 børn. Tre af sønnerne blev boende i huset på Odinsvej sammen med mor Kirstine.
Huset var også sammen med Thorsvang Købmand de første til at få telefon. Den kunne man få lov til at låne. Senere var det også det første hus med TV, og folk i kvarteret samledes ofte dér. Var man barn, fik man ofte lov til at lege med dukkerne, mens de voksne så TV.
Da Kristine blev ældre, boede hun under taget og havde hver aften en sodavand fra Usserød Bryggeri ved sin seng. En aften var der kommet en hveps i, som stak hende i halsen. Da hun løb ned ad den stejle trappe, faldt hun og døde få dage efter af sine kvæstelser.
Kilde: Murer-Tonnys liv er beskrevet i "En frihedskæmpers historie" af Jørgen Tved, 2009 Samtale med Tonnys søn og svigerdatter Louis og Gitte Hansen, november 2018
Lang og tro tjeneste
Kaj og Lily købte huset på Thorsvang 3 for snart 50 år siden, da Kaj er 24 år. De sidste ti år, inden Kaj blev pensioneret, havde han job som arbejdsmand i Vej og Park i Hillerød Kommune.
Lily nåede at have 40 års jubilæum på sygehuset, hvor hun gjorde rent. Lily fik Dronning Margretes fortjenstmedalje og var i audiens. Et af Lilys kniplerier ses til højre.
- 21 -