Page 46 - Torsvang - En landsby i Hillerød
P. 46

 Erhverv i Torsvang
Der har igennem tiderne været en række meget forskellige erhvervsaktiviteter i Torsvang - fra vognmand og karetmager på Baldersvej, piskerisfabrikant på Odinsvej, betonvarefabrikken på Frejasvej op til baghaverne på Torsvang, og så selvfølgelig grønttorvet, købmanden i Torsvang og bilforhandlerne. Der har været og er stadig mange andre virksomheder registreret. Her vil vi blot præsentere et par, som stadig huskes af rigtig mange.
Hillerød Engros Grønttorv
I Torsvang på hjørnet af Thorsvang og Løngangsgade lå Hillerød Engros Grønttorv, hvor gartnerne tidligt om morgenen kom med deres grøntsager, frugt og blomster og mødte de lokale handlende. Torvet blev etableret i 1962 af Åge Larsen, Jens Andersen og Bent Crone, som hver havde en del af selskabet. De så sig som modstykket til Københavns Engros Grønttorv og samlede handlende fra hele Nordsjælland i mere end 20 år.
Torvebygningen var inddelt i fire dele, en til hver af ejerne og en del til morgenværtshuset Radissen. Markedet åbnede tidligt om morgenen og lukkede ved middagstid. Jens Andersen boede i huset på Thorsvang 7, dengang lige ved siden af torvet.
Grøntsagerne kom fra husmandsstederne ved Tirsdagsskoven og omkring Hillerød. Fra gartneriet på Baldersvej 7 blev der også leveret grøntsager. De blev om vinteren opbevaret i tilbygningen lige ud til Baldersvej. Grønttorvet lukkede midt i 1980’erne, og selskabet blev opløst i 1988.
Cafè Radissen
Radissen blev brugt af de handlende, men også af festglade mennesker som ikke kunne finde ud af at afslutte aftenens og nattens fester. Her kunne de slutte med morgenbrød og en morgendram.
Claus Havemann kom til Odinsvej 4 i 1975 og fortæller, at Radissen var et udskænkningssted mest for blomster- og grønthandlere, der holdt til på det lille grønttorv. Her mødte Claus tømrermester Poul Nielsen, som senere solgte ham huset på Odinsvej 4 i 1975. Pudsigt nok viste det sig, at de langt ude var i familie med hinanden.
- 45 -
 
























































































   44   45   46   47   48