Page 15 - Martin Buber tekster

Bogen: “Jeg og du” kan beskrives som et stort digt.
”Ligesom mange andre i sin generation var Buber inspireret af Nietzsches bestræbelse på at skabe et nyt poetisk sprog. Nietzsche kaldte det meget betegnende ”mytisk”. Dette måtte være et sprog baseret ikke så meget på begrebsmæssige tydelige tanker, men snarere repræsenteret ved selv tankens handling i dens ”rytmiske mangfoldighed”, dens ”udtryk af kropslighed”.
Ordet er ikke blot begreber, men påkaldelse af en oprindelig virkelighed, der pulserer på talens tærskel”(107-8).
Verden er tvefoldig, derfor må sproget vise dette. Derfor skaber Buber konstruktionen ”ordpar”. I sit væsen udsiger mennesket nogle grundord (grundholdning). Det ene grundord er Jeg-Du. Det andet er Jeg-Det. Ordparrene afstedkommer noget, konstituerer noget. Det, der tilvejebringes, er grundlæggende forhold, dvs. Noget, som sker imellem to mennesker, to elementer. ”Sprog er eksistens skabende. Mennesket opfattes ikke som en passiv modtager af oplevelser ...men det skaber aktivt sin verden af forhold og gør det ved hjælp af sproget.”(109)
Der findes intet jeg i sig selv. Grundordene læses som én enhed: Jeg-Du eller Jeg-Det. De kendetegner éns indre værenstilstand, en eksistensmåde. De etablerer to slags verdener, to radikalt forskellige forholdsmåder, subjekt-subjekt-forholdet og subjekt-objekt-forholdet. Når et grundord siges, træder den talende ind i ordet og står i det. Hele ens eksistens er bestemt af den type forhold, man står i- ”verden er tvefoldig”. (s. 110)
Forskellen og betydningen af disse grundord i et menneskeliv kan næppe udtrykkes bedre end Judith Winther sammenfatter det. Derfor det følgende lange citat fra hendes bog:
“Grundordet Jeg-Det etablerer en verden af adskilte genstande og en årsagssammenhængene erfaring. Ved at sige grundordet Jeg-Det undersøger, vurderer, iagttager, analyserer, lærer individet den konkrete verden. Individet bruger menneskene og genstandene i verden til at afbilde sin egen indre tilstand. Erfaringen holder sig altid betragtende udenfor. Erfaringen er jo ”i ham” og ikke mellem ham og verden: ”Erfaring er Du-fjernhed”
Grundordet Jeg-Du er derimod ”forholdsskabende”. Ved at sige dette ord, opdager mennesket andre, det enestående ved de andre, den konkrete virkelighed. Og eftersom ordparret Jeg-Du har en dialogisk egenskab, er jeg ikke tabt i den anden, men bekræftes gennem ham. Ordparret Jeg-Du er et gensidigheds ord. Det er en bekræftelse af den anden og af jeg´et på enog samme tid.
9 Forfatteren Steen Lykke med citater fra Judith Winteres bog Martin Buber, Anis
9
Side 15