Page 16 - Martin Buber tekster

Jeg´et i grundordet Jeg-Du er ikke det samme, som jeg´et i grundordet Jeg-Det. Jeg´et i Jeg-Du tilkendegiver det nærværs beskaffenhed, som betragter selvet og andre som elementer af én inklusiv værenstilstand: Når man tiltaler den anden fra en inklusiv værenstilstand, som er præsent for skabelsens og værens enhed, så bliver det mellemmenneskelige gennemtrængt af en Jeg-Du-eksistensmåde. Dette jeg er ikke sanset som enestående. Det er et værens jeg, præsent for væren.
I et Jeg-Det-værens forhold er mennesket tilbøjeligt til at distancere sig fra den anden, og til i det mellemmenneskelige at skabe et forhold, der er karakteriseret ved menneskets ønske om at udmærke sig ved at fremhæve forskelle, ved at fremhæve jegets særegenhed som modsætning til den anden. Jeg´et i Jeg-Det betegner en adskillelse af selvet fra det, han møder. Ved at fremhæve forskellen erfarer jeg´et i Jeg-Det en tilsyneladende særegenhed – ved at være levende i kraft af at være enestående. Den psykologiske fornemmelse forbundet med jeg som et subjektivt værens centrum er det, der adskiller mennesker.
Jeg-Du bygger enten på en umiddelbar og intuitiv indlevelse i den anden eller på forståelse gennem kommunikation. Jeg-Det-forholdet derimod tilhører den kontekst, som den empiriske erfaringsverden udgør.
Du´et kan man ikke primært erfare empirisk. Det må først konstruktivt skabes af jeg´et som et du. På den anden side kan jeg´et ikke opleve sig selv som et jeg andet end i forhold til et du, eller som Buber formulerer det: ”Mennesket bliver gennem Du´et til et Jeg”. I Jeg-Du-forholdet må mennesket engagere sig uden forbehold
Jeg´et er fuldt ud nærværende. Når man siger Jeg-Du, befinder man sig i et forhold. Når man siger Jeg-Det, forholder man sig til et objekt og etablerer et genstandsforhold – et faktisk forhold. Buber betegner en handling, der udføres med menneskets hele væsen som en Grundbewegung, dvs. som en grundlæggende bevægelse. Den dialogiske grundlæggende bevægelse benævner han Hinwendung, dvs. at vende sig mod nogen.
Jeg-Du-forholdet leves altid i nuet, er præget af umiddelbarheden i modsætning til det-verdenen, som repræsenterer det forgangne. Når man har erfaret den, er den allerede forgangen. Jeg-Du-forholdet kan følges af følelser, men de karakteriserer ikke det, som er væsentligt for selve mødet.
Et træk af Jeg-Du-forholdet er dets flygtighed, det strømmer og ebber ud. Der eksisterer ikke noget, der ikke kan blive et du for mig, men uundgåeligt vil du´et trække sig tilbage før eller senere og blive et det.
Overgangen fra du til det er nødvendig. Det ligger i du´ets væsen at overgå til det-verdenen. Det-verdenen er absolut nødvendig for menneskelivet. I det-verdenen gør jeg mig forståelig over for andre, men jeg kan ikke møde andre i den.” (110-112).
Side 16