Page 19 - Martin Buber tekster

Den lineære tid - når kalenderen tager over
Vi ser det i de omsiggribende kalenderaftaler i privaten. Alt i livet skal planlægges og aftales. Også det familiemæssige. Børnene. Relationer til børnene, kæreste og forældre. Kun når livet trænger sig på med sygdom og ulykke, åbner en sprække sig mod livets storhed. Ligesom det også åbner sig i den lidenskabelige kærlighed - indtil vi får det organiseret og ind i kalenderen.
Når vi filosoferer over tiden, stedet og rummet, er det vigtigt at tage udgangspunkt i vores mere intense oplevelser, fremfor de mere beskrivende iagttagelser og analyser. Og særligt vigtigt at kunne skelne mellem de to former, hvor den ene er lidenskabelig, mens den anden er videnskabelig.
For vi lever jo med begge former og ikke kun den ene del. Det er et levende skisma mellem at være tilstede som subjekt, modsat at betragte verden udefra, objektivt. Og det samme gælder, når du ser på dig selv. Ser du i dig og anerkender både din lidenskabelige verden, og din mere mekaniske og analyserende verden. Og giver du plads til begge. Det er en udfordring i livet både for byfolk og naturfolk.
Et spørgsmål om at huske den tid, du er i
Og spørgsmålet, der retter sig mod oplevelsen af én selv i verden, er at finde frem til, hvornår du oplever, at du er udenfor tid, at din bevidsthed er udenfor tid. Og at du måske glemmer den tid, du er i.
Jeg kommer til at tænke på Michael Endes bog “Momo og 2 tidsrøverne”3. Den handler vel om relationen til mennesker og natur. Hvornår er tid og rum vigtig. Hvornår er tid og rum uvirkelige.
Som i Michael Endes sælsomme, moderne eventyr om pigen Momo, der bor i et moderne bysamfund, og har det helt særlige talent, at hun altid giver sig tid til at lytte til andre, så de taler om deres drømme - og handler på dem.
Momo møder tids-tyvene. Grå mænd med grå attachémapper og grå jakkesæt, som har glemt tiden og er erobret af ensformigheden. Vi kommer med ind i tidens gåde om alt det grå i verden, der gør, at vi, uden at blinke, hopper med på præstationsræset og ikke har tid til det virkelige. “Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.” Momos egenskaber bringer den stjålne tid tilbage til menneskene.
Jeg kommer også til at tænke på Grundtvigs digt fra 1839 om oplysning, hvor “bonden står med lyset op og ikke med de lærde”.
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.
Side 19