Page 29 - Torsvang - En landsby i Hillerød
P. 29
Ejere og lejere i Torsvang
Torsvang lå ude i mosen, og husene her var billigere end inde i Nyhuse og Hillerød. De var små og bygget af dårlige materialer. Sådan er det stadigvæk, selv om mange har bygget til og renoveret. Der har kun været få udskiftninger blandt ejerne i Torsvang - mange har boet her det meste af livet eller har overtaget huset fra forældre eller bedsteforældre.
Boligforholdene var især for lejerne i Torsvang ofte dårlige og trange. Der var mange børn, og tit blev både udhuse og lagerbygninger udlejet til de mest ubemidlede som sprittere og arbejdsløse. Man hjalp hinanden. Folk med fast arbejde hjalp arbejdsløse med for eksempel koks eller brød.
I begyndelsen af 1970’erne flyttede nogle af børnefamilierne til de nybyggede blokke i byen, for eksempel Skoleparken ved Hillerødsholmskolen. Bente Jensen, som var barn i Thorsvang 3 i 1960’erne, fortæller, hvor spændende det var at skulle flytte og ikke længere slås med de andre tre søskende om, hvem der skulle sove i sengen. Der var ikke plads til, at alle kunne have én hver.
Det er rørende eller nærmest oprørende at læse om vilkårene for mange af lejerne i Torsvang. Her er nogle eksempler på sager fra kommunens weblager. Udlejningen af de ti egentlige lejligheder på henholdsvis Frejasvej 50, 52 og Odinsvej 3 sker uden, at der er noteret klagesager.
Baldersvej 7 - uegnet til beboelse, men beboes alligevel
I 1955 skriver teglværksarbejder Karl Wøldike, der bor til leje hos fhv. proprietær Møller på et kælderværelse i hovedhuset, til sundhedskommissionen:
“I foråret er der trængt vand op i 6 tommers højde og flere af mine ting har sejlet i vandet. Jeg har i stedet for fået et værelse i sidehuset, hvor der manglede en rude som værten har erstattet med pap og ligeledes ingen rist som passer til kakkelovnen. Jeg beder dem venligst undersøge dette”.
- 28 -