Page 59 - Torsvang - En landsby i Hillerød
P. 59
Kunst i Torsvang
Claus Havemann, den internationale kunstner på Odinsvej, 1942 - 2020
Claus Havemann boede fra 1975 indtil han døde i 2020 på Odinsvej 4. Claus var multikunstner, men er især i Hillerød kendt for sine malerier, våbenskjolde i Slotskirken og skulpturer rundt om i byen. Og så spillede han banjo og elskede at synge.
Claus fortæller i 2019:
Jeg hedder Claus Havemann og har levet af min kunst siden sidst i tresserne. Jeg købte Odinsvej 4 i 1975 af Birkholm Frederiksborg Tømmerhandel. Huset var solidt nok, bygget i 1910 i røde mursten med tilbygning i gasbeton, og det var tilbygningen, der gjorde udfaldet, idet der havde været snedkerværksted, og der så jeg muligheden for at få et godt atelier ved at lægge ovenlys op i taget, og så vendte det den rigtige vej med lyset mod nord. Huset havde tilhørt en tømrermester ved navn Poul Nielsen. Ham mødte jeg på Radissen.
Kunstnerleksikon Trap skriver: Claus Havemann fordybede sig med fotografisk nøjagtighed i den synlige virkelighed i sine nyrealistiske billeder fra de tidlige 1970’ere. Ofte gengav han blot nogle enkelte ting fra omgivelserne på baggrund af en tom væg (...). Men i 1977 opdagede han lyset og farverne i naturen på den lille ø Sherkin i Atlanterhavet, og han begyndte nu at arbejde med ren farve. Med udgangspunkt i naturindtryk udførte han en række kompositioner med farvestriber, som han udstillede første gang i 1983. Lige siden har han været abstrakt. Han har lagt den naturinspirerede farve bag sig, og bruger nu farven som et rent meditativt element. I hans kompositioner
skæres alt overflødigt væk, og tilbage bliver ren rytme og energi, dannet af en spænding mellem grundlæggende modsætninger.
- 58 -