Page 188 - PPL-2025-9fag
P. 188
Menneskelig ydeevne og begrænsninger
2.7.1.5 Langtidshukommelse
Langtidshukommelsen har ubegrænset lagerkapacitet, og er et minde først
plantet her, skal der sygdom eller skader til for at fjerne det. Denne
hukommelse er organiseret og struktureret og modtager input fra korttids-
hukommelsen.
For at få ført information fra korttidshukommelse til langtidshukommelsen
kræver det opmærksomhed, sammenhæng og gentagelse. Når det sker, kaldes
det konsolidering.
Langtidshukommelsen har adgang til en forbløffende mængde information –
fra viden om os selv til vores forståelse af verden omkring os.
Begivenheder og oplevelser bearbejdes dybt inde i hjernen i hippocampus. Det
er her, hjernen overfører ny information til den varige hukommelse. Det, vi har
lagret her, forsvinder ikke bare af sig selv. Det skal skubbes ud.
Vores hverdag er fuld af rutiner og situationer, som vi har oplevet mange gange,
og som vi let overser detaljer i. Oftest får det ikke fatale resultater, men er man
pilot, kan resultatet af sådan en fejlregistrering blive katastrofalt.
En del af langtidshukommelsen er under påvirkning af forventninger og
ønsketænkning. Det er en af grundene til, at afhøring efter ulykker bør ske så
kort tid efter ulykken som muligt, da man her får den mest korrekte
information. Går der tid, vil hukommelsen ubevidst blive ændret til, hvad man
mener, man burde have gjort i den aktuelle situation og ikke, hvad man aktuelt
gjorde.
2.7.1.6 Hvornår er der størst chance for at huske?
Det kræver en større aktiv indsats af hjernen at lagre information i langtids-
hukommelsen.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 188