Page 277 - PPL-2025-9fag

Meteorologi

Når det sker, bliver trykket lavere, luftmolekylerne kommer længere fra

hinanden, og temperaturen falder. Luftudvidelsen forårsager et temperaturfald

på 1C pr 100 m opstigning (3C pr 1000 fod).

I en given højde nås dugpunktet, og der dannes skyer.

Denne højde kaldes kondensationsniveauet.

Ved yderligere opstigning tilfører fortætningen luften den varme, der blev

brugt til fordampningen nede på jordoverfladen. Denne varme, som svarer til

0,5C pr. 100 m opstigning (1,5C pr 1000 fod), skal herefter modregnes i den
afkøling, der sker på grund af udvidelsen.

Over kondensationsniveauet er afkølingen derfor kun 0,5C pr 100 m

opstigning.

Navnlig i skyfrit vejr kan der om natten være en så kraftig udstråling fra

jordoverfladen, at den afkøles til under dugpunktet.

Når luften kommer i berøring med den kolde jordoverflade, vil vanddampen

ved plusgrader fortætte til dug og ved minusgrader sublimere til rim.

Bliver de jordnære luftlag som helhed afkølet (ved turbulens), dannes der et

tyndt jordnært lag af tåge eller rimtåge.

Dette kan ske på tre måder:

- Advektion: Varm fugtig luft over en kold overflade giver tåge eller stratus.

Advektion af kold luft i højden giver cumulus- eller CB-skyer.

- Udstråling: De nederste luftlag opvarmes af varmeudstråling fra jorden.

Luften stiger til vejrs og kondenserer til cumulus- eller CB-skyer.

- Adiabatisk: Luft varmere end omgivelserne stiger til vejrs, afkøles adiabatisk

o
3 C pr 1000 fod indtil kondensationsniveau.

Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 277