Page 467 - 2023_Neat
        P. 467
     9.6.1  Korttegning
             En korttegners opgave er at afbilde jordkloden, eller en del af den, på et
             stykke rektangulært papir. Korttegneren er altså nødt til at lave en afbildning
             fra den (næsten) kugleformede jordoverflade til planen. En sådan afbildning
             kaldes en projektion fra en kugle til en plan.
             Det første spørgsmål korttegneren må stille sig er: "hvilke krav skal kortet opfylde?"
             Nogle rimelige krav til et kort kunne være:
                •  Afstande skal kunne måles korrekt
                    (Måles afstanden mellem to punkter til 5 cm et sted på kortet, og svarer dette
                    til fx 500 km på jordkloden, så skal 5 cm mellem to punkter alle steder på
                    kortet svare til 500 km på jordkloden)
                •  Vinkler skal kunne måles korrekt (projektionen kaldes konform)
                    (Vinklen mellem to rette linjer på en kugle findes ved at indlægge en plan, der
                    tangerer kuglen i de to linjers skæringspunkt, og så projicere linjerne vinkelret
                    ind på planen. Vinklen mellem de to linjer på kuglen er nu defineret som
                    vinklen mellem de to linjer i den indlagte plan)
                •  En ret linje mellem to punkter viser den korteste vej mellem de to punkter
                    (Den korteste vej mellem to punkter på jordkloden er langs en storcirkel. En
                    storcirkel på en kugle er en cirkel, der har centrum i kuglens centrum. En cirkel
                    langs ækvator udgør fx en storcirkel. Ovenstående krav opfyldes derfor kun,
                    hvis storcirkler afbildes som rette linjer)
                •  Arealer afbildes korrekt
                    (viser en arealbestemmelse vha. kortet, at et område har dobbelt så stort
                    areal som et andet, så skal dette være i overensstemmelse med
                    virkeligheden)
             Mercatorprojektionen
             Mercatorprojektionen foretages ved at afbilde kugleoverfladen (jordoverfladen)
             på en cylinder, som derefter klippes op på langs. Den opklippede cylinder, der er
             et rektangel, udgør kortet.
                                                                                                              467
                    Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL             Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2023





