Page 517 - 2023_Neat
P. 517
Under flyvningen skal der gerne være balance i benzinbeholdningen, derfor skifter
man mellem tankene, medmindre flyets tankvælger har en position, hvor den
tager fra begge tanke samtidigt.
Hvis benzinvælgeren ikke står på ”BOTH” er der mulighed for at flyve en tank tom.
Så er det jo rart med en god lang mark at lande på/i, så man kan få vælgeren sat i
den rigtige position! (☺)
Hvis man er flere i flyet, kan det være en fordel at fordele arbejdsbyrderne
indbyrdes. Fordelingen skal selvfølgelig foretages på den mest hensigtsmæssige
måde, så man gør det, man er bedst til. Det vil altid være en skønssag, men man
kunne forestille sig, at én står for radiokommunikation, mens en anden sørger for at
navigere.
Hvis man er alene i flyet, er det meget vigtigt, at man, inden flyvningen påbegyndes,
har gjort sig klart, hvad man vil sige / gøre hvornår, så man ikke pludselig overraskes
og måske kommer ud af kurs. Fx bør man inden opkald til kontrolenhed gøre sig
klart, om man følger ruten, eller hvor man i givet fald befinder sig. Man bør gøre sig
klart, hvad man i øvrigt vil sige samt have papir og pen parat, så man er klar til at
nedskrive de informationer, man får.
I god tid inden ankomst til bestemmelseslufthavnen bør man orientere sig nærmere
om lufthavnen; det kan fx være lufthavnens radiofrekvens eller banens højde.
9.10.4 Korrektion af kurs under flyvning
Normalt vil man flyve en planlagt rute efter kendepunkter undervejs. Flyver man
over ensartede områder, fx over skovene i Sverige, er der ikke så mange
genkendelige navigationspunkter. Her vil man så typisk navigere efter en beregnet
kurs.
Hvis man kommer OFF Track (dvs ved siden af den planlagte kurs), er der en måde at
korrigere på, således at man kommer tilbage på track gradvist. Metoden, man
bruger, kaldes 1:60 reglen.
517
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2023