Page 181 - PPL-2025-9fag
P. 181
Menneskelig ydeevne og begrænsninger
Er man i søvnunderskud, kan et såkaldt PowerNab være gavnlig.
Et PowerNab er en kort og strategisk lur, på 10-30 minutter, og som har til
formål at genoplade kroppen og hjernen uden at forstyrre den naturlige
søvnrytme. Den giver en hurtig energiforøgelse og forbedrer kognitive
funktioner som opmærksomhed, koncentration og hukommelse, uden at man
føler sig groggy eller træt, når man vågner op.
2.6.6.3 Spise og væske
Sørg for at have spist tilstrækkeligt inden flyvning påbegyndes. Sørg specielt for,
at dit druesukker er i top. Hav eventuelt lidt med, gerne en banan, i tilfælde af,
at du skulle blive sulten.
Det er også meget vigtigt, at du har indtaget væske nok, så du undgår
varmestress. Især hvis du svæveflyver mange timer i træk om sommeren,
risikerer du at få varmestress som følge af dehydrering.
Sørg også for at du kan komme af med dit væskeoverskud.
2.6.6.4 Følelser
Følelser som vrede og ophidselse, eller hvis dine tanker kredser omkring
belastende forhold, herunder almindelig ophidselse efter skænderier, bringer
dig ud af ligevægt.
Bliv på jorden, til du er ligevægtig igen.
2.6.6.5 Transportsyge
Nogle mennesker er følsomme over for køresyge eller transportsyge. Disse
mennesker kan få det svært ved flyvning. Langsom tilvænning i roligt vejr kan
gradvist løse problemet for de fleste.
Det er ikke usædvanligt, at nye flyveelever kaster op efter de første flyveture.
Transportsyge skyldes, at øjnenes informationer ikke stemmer overens med
informationerne fra ligevægtsapparatet i øret.
Det autonome system tror, at kroppen er forgiftet – og så kaster man op.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 181