Page 598 - PPL-2025-9fag
P. 598
Operationelle procedurer
6.11 Nødlandinger og sikkerhedslandinger
Under flyvning kan der opstå fejl. Ved hurtig og korrekt indgriben kan en kritisk
situation afværges.
6.11.1 Sikkerhedslandinger
Hvis vi tidligt opdager, at noget er ved at fejle, fx at olietrykket er lavt og
olietemperaturen høj, er det absolut bedre at lave en sikkerhedslanding på en
nærliggende plads eller en velegnet mark end at vente og risikere et motorstop
med efterfølgende nødlanding.
6.11.2 Nødlandinger
80% af alle nødsituationer anses at være forårsaget af menneskelige fejl, og 80%
af de menneskelige fejl foretages af uerfarne privatpiloter. Derfor bliver en stor
del af din uddannelse en træning i at undgå fejl samt øvelse i nødprocedurer. Du
skulle helst ikke blive en del af statistikken.
Er du tvunget til at flyve i 1000’ AGL eller derunder, skal du undgå at flyve over
terræn, der ikke kan anvendes i tilfælde af en nødsituation. Det er især store
skov- og vandområder samt større byer, man skal tage sig i agt for. Under
flyvning er det altid en fordel at holde et godt udkig efter mulige
nødlandingsområder.
Om end det sker meget sjældent, er motorproblemer den hyppigste årsag til
nødsituationer.
Ofte er grunden utilstrækkelig tilførsel af benzin til motoren.
De mest almindelige grunde til dette er:
- for lidt brændstof i flyets tanke/ den valgte tank tom
- karburatoris
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 598