Page 276 - PPL-2025-9fag
P. 276
Meteorologi
3.6 Skyer
Et af de værste forhold for VFR-piloten er luftens fugtindhold. Det nedsætter
sigtbarheden, og man kan blive tvunget til at flyve i lav højde for at komme
under skyer. Man risikerer så at komme så langt ned, at man er tæt på
hindringer – måske for tæt!
Er der udsigt til usigtbart vejr, så vend om – fortsæt ikke ud i noget usikkert!
3.6.1 Dannelsen af skyer
Når luften løftes, afkøles den. Den usynlige vanddamp kondenserer, og når
fugtighedsgraden når op på 100 %, vil noget af vanddampen fortætte til skyer.
En sky er en samling af meget fine vanddråber, der fortætter omkring
mikroskopiske støvpartikler, som er små nok til at kunne holde sig svævende.
Hvis flere vanddråber forener sig til større dråber, kan de falde ned som regn.
Foregår fortætningen ved temperaturer under frysepunktet, kan vanddampen
sublimere til iskrystaller og danne sløragtige skyer.
Megen regn begynder i de høje luftlag som iskrystaller, og er der koldt nok, kan
de nå jorden som sne. Ved højere temperaturer smelter de på vejen ned og
forener sig med de lavere skyers vanddråber.
En mellemform mellem sne og regn er hagl, som dannes ved, at smeltende
iskrystaller og vanddråber med opstigende luft igen føres op til temperaturer
under frysepunktet og her fryser til is.
3.6.1.1 Kondensationsniveau
Al skydannelse og eventuel nedbør udløses, fordi luftens temperatur bringes
under dugpunktet. Normalt sker dette ved, at luften af en eller anden grund
stiger til vejrs.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 276