Page 18 - 2021_Neat
P. 18
1.3.2 Overholdelse
Føringen af et luftfartøj, enten under flyvning eller på en flyveplads’ trafikområde,
skal være i overensstemmelse med de almindelige lufttrafikregler og under flyvning
tillige i overensstemmelse med visuelflyvereglerne eller instrumentflyvereglerne
og de krav, der er angivet for hver luftrumsklasse (A – G) skal følges, medmindre
AIP angiver andet.
1.3.3 Ansvar
Luftfartøjschefen er ansvarlig for sikkerheden for alle personer og last om bord,
efter at dørene er lukkede. Luftfartøjschefen er tillige ansvarlig for sikker
anvendelse af flyvemaskinen fra det tidspunkt, hvor flyvemaskinen er klar til at
bevæge sig med den hensigt til at flyve, indtil den er standset efter endt flyvning og
motoren(e) er standset.
Luftfartøjschefen er, hvad enten han betjener styregrejerne eller ej, ansvarlig for
luftfartøjets føring i overensstemmelse med lufttrafikreglerne. Dog kan han afvige
fra disse regler under omstændigheder, der gør sådan afvigelse absolut nødvendig
af sikkerhedsmæssige grunde.
Operationelle bestemmelser
Operationelt set er luftfartøjschefen ansvarlig for, at de til enhver tid gældende
checklister anvendes. Ligeledes er luftfartøjschefen ansvarlig for at anvende
etablerede VFR- ventemønstre, VFR-rapportpunkter og VFR-ruter, hvis det er
påkrævet.
Hvis der opstår en nødsituation under flyvning, skal luftfartøjschefen sikre sig, at alle
personer om bord instrueres i de nødprocedurer og tiltag, som situationen kræver.
Hvis der under flyvning konstateres vejrforhold, der kan have betydning for andre
luftfartøjers sikkerhed, eller der konstateres andre flyveforhold, der medfører en
sikkerhedsrisiko, skal dette snarest muligt rapporteres til lufttrafiktjenesten.
Sådanne rapporteringer skal indeholde alle oplysninger, som kan være af betydning
for andre luftfartøjers sikkerhed.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2021 18