Page 176 - 2023_Neat
P. 176
3.5.5 Adiabatiske processer
Adiabatiske processer er processer, hvor der ikke udveksles varme (energi) med
omgivelserne. Man taler om henholdsvis:
- Tøradiabatisk proces
- Fugtadiabatisk proces
Tøradiabatisk proces
En tøradiabatisk proces er en adiabatisk proces for tør, umættet luft. Processen
bestemmer, hvor stor temperaturstigningen eller -faldet vil være i nedsynkende
eller opstigende tør og umættet luft, når der ikke sker varmeudveksling med
omgivelserne.
Fugtadiabatisk proces
En fugtadiabatisk proces er en proces, der bestemmer, hvor stor temperaturfaldet
eller temperaturstigningen vil være i hhv. opstigende / nedsynkende mættet luft,
hvor der ikke sker varmeudveksling med omgivelserne. Ved opstigning af mættet
luft frigøres ved kondensation af vanddamp latent (bunden) varme, hvorfor
temperaturfaldet bliver mindre end i tør umættet luft.
Hvad skal vi bekymre os om det for?
Det skal vi, fordi en luftmasses temperatur og fugtighedsindhold er afgørende for
stabiliteten i luften, som har afgørende betydning for flyvning.
Hvis en luftmasse stiger eller løftes til vejrs, vil kun dens yderkanter komme i
berøring med omgivende luft.
Temperaturændringerne vil derfor hovedsageligt skyldes processer i luften som
følge af opstigningen. Temperaturfaldet ved en opstigende luftmasse sker i første
del af opstigningen efter tøradiabaten.
Når temperaturen i luftmassen er faldet til kondensationsniveauet (den højde, hvor
luftens vanddamp begynder at fortætte), vil den frigivne varme ved fortætningen
bevirke, at temperaturfaldet mindskes og nu vil ske efter fugtadiabaten.
o
Temperaturændringen i umættet luft er ca. 1 C pr 100 meters højdeændring
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2023 176