Page 161 - PPL-2025-9fag
P. 161
Menneskelig ydeevne og begrænsninger
Et overtryk i det eustatiske rør, som kan opstå under opstigning, har lettere ved
at slippe ud.
Der findes en metode til udligning af trykket, Valsalva metoden, hvor man
ånder dybt ind, holder sig for næsen, lukker munden og puster ud. Trykket
skulle så gå op i det eustatiske rør. Det er dog ikke alle, denne metode virker
på.
Så tænk på dine passagerer, især under nedstigning. Har de det godt, eller skal
du korrigere nedstigningsvinklen?
Hvis du lider af høfeber, mellemørebetændelse, kæbehulebetændelse,
polypper, hævet slimhinde som følge af infektion eller andre ting, som kan
påvirke trykudligningen, skal du måske hellere blive på jorden.
2.5.4.3 Buegangene
I det indre øre sidder vores balancesystem med de
tre buegange anbragt vinkelret på hinanden.
På indersiden af buegangene er anbragt følehår, og
buegangen er fyldt med væske (endolymfe), hvis
viskositet er som glycerin.
Buegangene registrerer drejninger af hovedet i enhver retning, da væsken har
en træghed mod bevægelse. Fortsættes drejningen af hovedet, vil væsken i
buegangen følge med i samme hastighed, og følehårene vil stå ret op og ikke
afgive noget signal.
Det vil sige, at det kun er ændringer i bevægelse, som registreres.
Holder man op med at dreje hovedet rundt, vil væsken fortsætte og signalere
modsat drejning. Vi har nok alle oplevet, at det først var, når vi hoppede af
karrusellen, at vi fik problemer med balancen.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 161