Page 312 - 2022_Neat
P. 312
Stolens justering og sikring
Stolene i vores små fly er vidt forskellige i betjening.
Nogle stole kan kun skubbes frem eller tilbage. Andre stole
kan justeres i højde og ryglæn. Du er som pilot nødt til at
hjælpe passagererne med at få justeret stolen rigtigt og få
den kørt frem eller tilbage, så eventuelle passagerer på
bagsædet også kan være der.
Når så det hele er justeret, skal du sikre dig, at sædet også er
låst i glideskinnen. Under Pre-Flight Inspektion kan du
undersøge, om alt er, som det skal være.
Der er sket fatale ulykker på grund af slidte stolskinner og paler, som ikke er gået
ned i hullet i skinnen for at fastlåse stolens position. Når flyet så accelererer under
start, kører pilotens sæde pludselig bagud, med det resultat, at piloten trækker
rattet bagud og derved kommer til at stalle flyet. Især Cessna fly kan have dette
problem.
Stolen skal også være justeret, således at passagerer ikke hindrer styregrejerne i
at kunne bevæges til fulde udslag.
I tilfælde af en nødsituation skal sæder være i ”mest oprejst” stilling.
Seler
Sørg for, at passagererne under flyvning er spændt fast i seler. Selerne skal bæres
under hele flyvningen og må kun løsnes, hvis det er nødvendigt af operative
grunde. Vis passagererne, hvordan de løsner selen igen. Det er ikke sikkert, at der
er tid til dette i forbindelse med en nødsituation. Børn under 2 år tælles ikke med i
antallet af passagerer. De må ikke være spændt fast i en sele sammen med en
voksen. En voksen må dog holde et barn under 2 år.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2022 312