Page 746 - PPL-2025-9fag
P. 746
Generel viden om luftfartøjer
Motor køres op på 1800 o/min i stillingen ”Both”. Stil om på ”Left” og
iagttag omdrejningstal. Vælger tilbage til ”Both”. Kontroller, at der
stadigvæk er 1800 o/min.
Stil vælgeren på ”Right” og iagttag omdrejningstallet. Der må være et tab i
omdrejninger på max. 125, når der køres på en magnet. Differensen mellem
”Left” og ”Right” må højest være 50 omdrejninger.
Hvis man kommer til at stille magnetomskifteren på Off, fortsætter
motoren pga. propellens inerti sine omdrejninger. Benzinpumpen pumper
benzin ind, som ender uforbrændt i udstødningssystemet.
Hvis man stiller kontakten på ”Both”, risikerer man at ødelægge sit
udstødningsrør, når den uforbrændte benzin eksploderer. For at undgå
dette, må man hellere bare lade motoren gå i stå og så genstarte den.
Hvis der ikke sker fald i omdrejningstal, når man skifter om til ”Right” eller
”Left”, kan det skyldes en defekt forbindelse i systemet.
Tjek evt. i tomgang, at motoren går ud, når magnetvælgeren stilles på ”Off”.
8.9.7.6 Håndstartning af motoren
Skal du håndstarte motoren er det bedst, at magnetkontakten står, så det er
magneten med impulskoblingen, der er aktiv.
Impulskobling forsinker tændingen ca 25 grader samt giver en kraftigere
spænding og dermed bedre gnist.
Hvis du skal håndstarte motoren, så sørg for at lægge klodser foran begge
hovedhjul samt have en hjælper, som evt. kan sidde i flyet og regulere gas samt
holde på bremsen.
Få en instruktør til at vise dig, hvordan det skal gøres!
746
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025