Page 439 - 2019-færdig_Neat
P. 439
9.1 Indledning (Navigation 1 - 2 videoer)
Formålet med at læse flyveteori er at blive pilot. Det vil sige selv at flyve et fly. En
væsentlig del af det at flyve er at kunne planlægge og gennemføre en flyvning fra ét
sted til et andet sted.
En stor del af flyvningens planlægning og gennemførelse er navigation.
Navigation er kunsten at bestemme position og kurs. Det være sig på jorden, i luften
eller på vandet. I forhold til flyvning betyder det, at du skal kunne planlægge en rute
og gennemføre at komme dertil, hvor du ønsker. Det betyder også, at du undervejs
på strækningen til enhver tid skal kunne angive din aktuelle position.
Til dette fag skal du bruge hjælpemidler, som kan skaffes gennem skolen.
De hjælpemidler, vi bruger, og som øvelserne er vist med, er:
- navigationscomputer POOLEYS CRP1W
- plotter Jeppesen PJ1 - måle kurser og distancer
- kort ICAO 1:500.000.
På skolens DistanceLearning-side er der masser af opgaver, du kan downloade og
løse. Der er også svarark, så du kan kontrollere din løsning. Navigation er et fag, hvor
der skal indøves rutine i opgaveløsning og brug af ”lykkehjulet”, som nogle ynder at
kalde CRP1W’eren. Kig de små filmklip der også ligger på distance learning. Og lav
ikke mindst Classmarker-opgaverne. For mange vil det være en fordel at møde op
til undervisning i dette fag. Se lektionsplanen på skolens hjemmeside.
For at kunne navigere kræves, foruden de hjælpemidler vi bruges til udregninger mm,
også viden om fakta og begreber, som i væsentlig grad er almindelig all-round viden,
men som har særlig betydning for flyvning; det kan fx være viden om, hvordan man
læser et kort, hvornår solen står op og går ned eller jordens gradnet, men det kan
også være mere specifikke ting som vinden og dens indflydelse på flyet.
Navigation går i dybden med de områder, man som pilot skal være fortrolig med for
at kunne planlægge og gennemføre en flyvning under forsvarlige og sikre vilkår.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2019 439