Page 262 - 2020-færdig
P. 262
5.7.1 Længdestabilitet
Flyet har som før nævnt 3 akser. Stabiliteten omkring tværaksen kaldes
længdestabiliteten. Dette er en meget vigtig stabilitetsform, idet den er meget
afhængig af pilotens dispositioner først og fremmest lastfordelingen, som jo er
bestemmende for tyngdepunktets beliggenhed.
Der er 4 faktorer der indvirker på længdestabiliteten. De 4 faktorer er:
- trykcenterplacering
- tyngdepunktsbeliggenhed
- haleplanets størrelse
- udformning samt ændring af motorydelse
Man taler grundlæggende om to stabilitets-typer:
- statisk stabilitet
- dynamisk stabilitet
Statisk stabilitet er flyets første tendens til at modvirke ændring af dets tilstand.
Hvis flyet er bragt ud af stabilitet, er det dets dynamiske egenskaber, der er
afgørende for, om det retter sig selv op, eller om piloten skal rette det op.
Vi taler om 3 grader af stabilitet.
- stabilt - udslaget bringes til ophør
- indifferent (neutral) - udslaget bringes ikke til ophør, men forværres heller ikke
- ustabilt - udslaget bliver større og større
På tegningen næste side kan du se, hvordan de 5 ovenfornævnte begreber hænger
sammen.
I praksis vil et tyngdepunkt beliggende langt fremme give problemer med at løfte
flyets næse under landing. Er tyngdepunktet for langt bagude, vil flyet have en
tendens til at overrotere under start, dette kan bevirke, at farten bliver lav og
indfaldsvinklen høj. Dette kan medføre stall i forbindelse med start.
Når tyngdepunktet er for langt bagude, er flyet sværere at rette op fra et spind på
grund af den kortere afstand til sideroret.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2020 262