Page 64 - 2021-navigation_Neat
P. 64
at overskride tiden for det næste eftersyn, om der er specielle anmærkninger fra fx
mekaniker eller andre brugere, om forsikring og luftdygtighedsbevis er i orden. Efter
landing indskrives airborn-tid i flyets logbog sammen med oplysning om formålet
med flyvningen, afgangs- og ankomstlufthavn samt pilotens underskrift.
I din egen logbog angiver du tiden fra flyet begynder at rulle, med henblik på at køre
til banen for start, til flyet efter endt flyvning er parkeret igen.
9.10.3 I luften
Når man er i luften drejer det sig om at holde højde og heading.
Som regel betyder det ikke så meget, om man flyver 50-100 ft over eller under den
højde man har bestemt sig for, men hvis man ikke hele tiden er opmærksom på, i
hvilken højde man befinder sig, er man pludselig meget højere eller lavere, og det kan
i visse tilfælde være meget uheldigt. Man kan fx forvilde sig op i et TMA på denne
måde.
Men også flyets øvrige instrumenter skal man jævnligt kontrollere, ligesom man hele
tiden visuelt skal holde øje med fx høje master eller andre fly.
Heading holdes ved at holde den magnetic kurs (MH), man tidligere har udregnet.
Denne kurs er jo fundet som kurs i vindstille (TT) korrigeret for vind. Men svarer den
vind, vi har benyttet i udregningen, ikke til aktuel vind – hvad der ofte er tilfældet – vil
flyet blive skubbet ud af kurs, hvis der ikke korrigeres herfor.
Om en korrektion er nødvendig, finder man ud af ved visuelt at sammenholde
landskabet med kortet. Det er utrolig let at komme væk fra track og meget svært at
komme tilbage, så man skal hele tiden orientere sig, så man ikke pludselig har mistet
orienteringen.
Hvis man er i tvivl om, hvor man er, kan man ofte, ved hjælp af ét eller flere
navigationshjælpemidler eller ved pejling, selv fastslå sin position.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2021 64