Page 194 - PPL-2025-9fag
P. 194
Menneskelig ydeevne og begrænsninger
Delt opmærksomhed kræver en fordeling af opmærksomhedsressourcerne i
forhold til de krav, som hver aktivitet indeholder.
I rutinesituationer, hvor man laver to ting på samme tid, fx når man kører bil og
samtidig taler med en passager, ligger man ikke nødvendigvis større beslag på
opmærksomhedsressourcerne.
Det samme gør sig gældende ved aktiviteter, som man har let ved at klare.
Står man derimod i ukendte situationer, eller skal man lave aktiviteter, som
man kun har få erfaringer med, som fx når man kører et sted, man ikke kender
på forhånd eller skal tale med en medpassager samtidig med, at man skal finde
vej til et sted, man ikke kender, er det vanskeligere at fordele og anvende
opmærksomhedsressourcerne.
På samme måde kræver det desto flere opmærksomhedsressourcer, jo flere
ting man skal forholde sig til på samme tid.
2.7.3.3 Vedvarende opmærksomhed
Man anvender vedvarende opmærksomhed, når man fastholder et opmærk-
somhedsniveau over et længere stykke tid.
Denne form for opmærksomhed anvendes i særdeleshed ved aktiviteter med
et vist regelmæssigt informationsflow, som fx at følge med i et TV-program eller
at køre i bil.
Vedvarende opmærksomhed er forskellig fra årvågenhed, da årvågenhed blot
er en fastholdelse af opmærksomhedsniveauet på et passende niveau ved
relativt monotone aktiviteter, hvor man skal reagere på mere eller mindre
forventede begivenheder.
Fiskeri er et perfekt eksempel: her kan man vente i timer, men man skal reagere
hurtigt, når fisken bider på.
Flyveteori PPL(A)(UL)/LAPL Henning Andersen, Midtjysk Flyveskole© 2025 194