Page 5 - Case - Karla 15.01.20
P. 5
Handleplan/hjælp
Der holdes en udskrivelsessamtale med sygeplejersken, der er kontaktperson for Karla på sygehuset, fysioterapeut og ergoterapeut fra
sygehuset. Visitator og fysioterapeut fra Vejle kommune og Karlas datter.
Karla bliver af visitator visiteret til hjælp:
• Personlig pleje morgen og aften
• Hjælp til på- og aftagning af protesen
• Hjælp til ugentligt bad
• Hjælp til forflytning fra seng til kørestol og omvendt
• Støtte til toiletbesøg
• Hjælp til at anrette maden til alle måltider
• Praktisk hjælp- Indkøb, tøjvask og rengøring
Karla har fået §140 der er visiteret fra fysioterapeuten fra sygehuset:
• Genoptræning med en fysioterapeut 2xugentligt i 10 uger med forsøg på at få Karla til at få en gang-funktion med protesen.
Ud over ovenstående har hun fået fjernet alle dørtrin, så hun kan komme rundt med kørestolen i lejligheden. Hun har fået en sliske til yderdøren, så hun kan
komme ind og ud af hoveddøren, men hun har desværre ikke fået en visiteret til havedøren. Så Karla har fået følgende hjælpemidler: Der er sat støttegreb
op i badeværelset, gribetang, badebænk til bad, toiletstol, gangvogn og et nødkald. Karla har aldrig haft behov for hjælp af hjemmeplejen før, så det er en
stor mundfuld for hende, fordi hun er vant til at klare sig selv. Hun kan ikke lide tanken om, at hun bliver mere og mere afhængig af andres hjælp. Karla
bliver meget trist af at tænke på fremtiden, for hvordan skal det gå hende, hvis hun bliver dårligere?
Karla får støtte til morgentoilette, påklædning og hjælp til at få protesen på. Toiletbesøg kan hun næsten selv mestre, men har stadig brug for lidt støtte til
forflytning. Hjemmeplejen laver morgenmad og smører frokost til Karla, den varme mad får hun fra madhuset, der afleverer mad til 7 dage en gang om
ugen. Det varmer hun selv om aftenen i sin mikroovn. Indkøbsvarer bestiller hun sammen med hjemmeplejen en gang om ugen, ved den lokale Rema, der
kører ud med varer til hende. Til aften får hun hjælp til afklædning, til at få protesen af og støtte til forflytning fra kørestol til seng. Ud over det får hun støtte
til toiletbesøg, når hun ringer på sit nødkald, hvilket hun er meget træt af, da hun nogen gange er nødt til at holde sig længe, før hjemmeplejen kommer.
Karla synes, der er stor forskel på, hvilket personale der kommer fra hjemmeplejen. Nogle vil gerne gøre det, hun beder dem om, mens andre kun vil gøre
det, hun er visiteret til, hvilket hun synes er mærkeligt. Hun er vant til, da hun boede på landet, at man hjalp hinanden med det, der var brug for.